Efter flere år med blomsterbutik i Jelling er Botanik by Rebekka i dag et blomsterværksted med udsalg fra en blomsterbod – i tillæg til et sted, hvor du kan få lavet havedesigns. Jeg har i høj grad fokus på natur, biodiversitet og kvalitet, hvilket i høj grad skyldes min baggrund.

Jeg, Rebekka Lundgren, er nemlig vokset op midt i den barske natur på Grønland, har yderligere boet naturskønt i Norge i 10 år, og jeg er biolog med en doktorgrad i planteøkologi. Igennem min forskning har jeg altid været meget fascineret af de interaktioner, der er mellem planter og dyr. Senest i min Ph.D. forskede jeg i, hvilken betydning det vil have for et plantesamfund, hvis (eller rettere når…) der er færre insekter til at bestøve dem – på individniveau, populationsniveau samt plantesamfundsniveau (find mine publicerede artikler online).

Så ja, hos mig i Botanik by Rebekka er naturen og det naturlige i højsædet – både i buketter og havedesigns. Hvis du vil se mere om min stil inden for blomsterkunst, så følg med på Facebook og Instagram @botanikbyrebekka. Hvis du vil se mere om mine haver, plantetips og havedesigns, så følg med på Instagram @gardenbyrebekka.

Jeg håber, vi ses ved Blomsterboden eller hjemme i din have!