Vi afholder forskellige arrangementer

Vi afholder forskellige arrangementer – både alene og i samarbejde med andre.

Dette år er lidt særligt med Tour de France, der kommer forbi, men hvert år åbner jeg op for min egen have, hvor du kan lade dig inspirere og få gode tips og ideer til din egen have. Jeg fortæller lidt om de tanker der ligger bag designet af min egen have – du kommer med fra de første grove skitser og de overvejelser jeg gør mig, inden jeg anlægger en have.

Du kan helt sikkert blive inspireret til at anlægge en have der giver dig lige præcis det du drømmer om og så du ikke skal lave det om igen og igen.

 

ÅBEN HAVE

Til havefolket og andre haveglade sjæle – jeg åbner min have for besøgende et par gange hvert år. Her kan du både blive inspireret til at arbejde videre med din egen have, få nye ideer og høre lidt om hvordan jeg har opbygget min have. 




Staudebed foran hus med tætte planter

Verdensmålsdag på Koldinghus

Har du hørt om Dronning Dorothea og hendes liv på Koldinghus? En ret så fremsynet og visionær dame, der bl.a. lavede den første slotshave i danmark. Hun var meget forud for sin tid og anlagde to haver på Koldinghus: Den ene for foden af slottet og den anden mellem Staldgården og Helligkorsgade. 

Hun fik tilsået haverne, der skabte en rig og varierende botanik og gjorde hende delvis selvforsynende og sikrede, at hun og hendes ansatte fik en sund og varieret kost.

I forbindelse med verdensmålsdag på @koldinghus på lørdag den 26. juni, er jeg blevet spurgt om hjælp til at genskabe en mini kopi af hendes have, og deltage i det gratis arrangement i slotsgården kl 11 – 15. 

I slotsgården kan du i forskellige plantekasser gå tilbage til Dronning Dorotheas tid og se eksempler på hendes afgrøder. 

Få mere at vide om hendes forsvundne haver og lyt med, når jeg bl.a. fortæller om konsekvenserne af tab af biodiversitet. Kom med hvis du vil lære lidt mere om haver for 500 år siden samt om, hvad vi hver især kan gøre for at opfylde de 17 verdensmål.

Læs mere her: https://www.kongernessamling.dk/koldinghus/post/verdensmaalsdag/

Der er gratis adgang til slotsgården og fra kl 11 – 15 får vi fint besøg, når Dronning Dorothea kommer forbi og fortæller om hendes mange visioner.

Tour De France

I forbindelse med alle de der cyklister, der suser forbi min butik den 3. juli i jagten på en gul trøje i Paris, synes jeg at vi skal fejre det sammen i Jelling. Siden Jelling hed Ialung dengang nogen skrev noget på en sten, og det betyder noget a la “det gule sted”, så tænkte jeg vi kunne gøre Jelling mere gul sammen mens vi venter. Jeg har derfor bestilt en særlig frøblanding hos @vildmedfroe.dk med danske hjemmehørende arter, der i

 teorien kunne have gjort Jelling gul også dengang. 

Du kan hente dem ganske gratis hos mig.

På selve dagen vil jeg stå på en stand i fanzonen og fortælle om biodiversitet, insekter, planter i vikingetiden og fortælle hvad DU kan gøre for at øge biodiversiteten I din have 😀 Sammen med mig står Givskud Zoos Venner, klar til at hjælpe dig med at bygge dit eget insekthotel 🐞🐝🦋

Jeg har indtil videre bestilt 50 poser, én per husstand og så længe lager haves 😉